Myter om høj intelligens

Der findes mange forestillinger om børn med høj intelligens. Nogle fremstiller dem som børn, der kan alt, lærer hurtigt og klarer sig uden særlig støtte. Andre fremstiller dem som socialt sårbare, følelsesmæssigt intense eller vanskelige at undervise. Ingen af delene beskriver børn med høj intelligens som gruppe.

Høj intelligens er ikke det samme som høje karakterer, stor paratviden eller vedvarende motivation. Den er heller ikke i sig selv en forklaring på mistrivsel, ensomhed eller stærke følelsesmæssige reaktioner. Børn med høj intelligens er lige så forskellige som andre børn.

En anden myte er, at et barn med høj intelligens altid kan kompensere for det, der er svært. Nogle børn finder ganske vist strategier, som gør vanskeligheder mindre synlige, men det betyder ikke, at vanskelighederne er forsvundet, eller at barnet ikke har brug for hjælp.

Høj intelligens beskriver et potentiale. Hvordan det kommer til udtryk, afhænger blandt andet af barnets personlighed, erfaringer, trivsel, læringsmuligheder og eventuelle samtidige vanskeligheder.

Et lille glimt

En lærer var i tvivl om, hvorvidt en elev kunne have høj intelligens, fordi han sjældent gjorde sine rutineopgaver færdige og ofte virkede uopmærksom.

Når klassen arbejdede med åbne problemstillinger, stillede han imidlertid spørgsmål, som ændrede hele klassens måde at se emnet på. Det, han viste, afhang i høj grad af, hvad undervisningen gav ham mulighed for at vise.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Myter kan få voksne til både at overvurdere og undervurdere barnet. Hvis barnet forventes at kunne klare sig selv, kan et reelt behov for støtte blive overset. Hvis alle reaktioner omvendt forklares med den høje intelligens, kan andre vanskeligheder eller belastninger forblive uopdagede.

Det vigtigste er derfor at være nysgerrig på det enkelte barn frem for at lede efter en bestemt type højt begavet barn.

Vores viden om piger med høj intelligens har udviklet sig betydeligt gennem de seneste år. Tidligere tog meget af forskningen udgangspunkt i drenge, og mange af de beskrivelser, der stadig findes, passer derfor ikke altid på piger.

Mange piger med høj intelligens bliver tidligt opfattet som pligtopfyldende, modne og velfungerende. De lærer ofte hurtigt, følger undervisningen og gør, hvad der forventes af dem. Derfor kan deres særlige læringsforudsætninger let blive overset.

Det ses ofte, at piger med høj intelligens er dygtige til at aflæse sociale spilleregler. De lægger mærke til, hvordan andre reagerer, og tilpasser sig ofte fællesskabet. Nogle holder igen med deres viden, undlader at stille de spørgsmål, de egentlig har, eller lader andre tage ordet for ikke at skille sig ud. Ønsket om at høre til kan være stærkere end ønsket om at vise, hvad de kan.

Hos mange piger med høj intelligens fylder relationerne meget. De kan være stærkt optagede af retfærdighed, omsorg og de sociale dynamikker i klassen. Samtidig kan de stille meget høje krav til sig selv og bruge mange kræfter på at leve op til både egne og andres forventninger.

Der findes naturligvis også piger, som tydeligt viser deres høje intelligens. De stiller mange spørgsmål, udfordrer argumenter og søger konstant ny viden. Fælles er dog, at piger med høj intelligens er lige så forskellige som alle andre piger.

Hos nogle piger bliver den høje intelligens først opdaget sent. Det kan skyldes, at de klarer sig godt fagligt, selv om de keder sig, eller at de kompenserer for vanskeligheder som eksempelvis dysleksi, ADHD eller autisme. Andre bliver først forstået, når de begynder at mistrives, mister motivationen eller oplever, at de ikke længere kan leve op til de krav, de stiller til sig selv.

Et lille glimt

En mor fortalte:

“Hun har altid været nem. Hun har aldrig fyldt meget, passet sin skole og klaret sig godt. Derfor havde vi aldrig forestillet os, at hun kunne have høj intelligens. Først da hun begyndte at miste lysten til skolen og sagde, at hun kedede sig hver eneste dag, begyndte vi at lede efter en forklaring.”

Den historie har jeg mødt i mange forskellige udgaver gennem årene.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

En pige, der klarer sig godt i skolen, trives ikke nødvendigvis. Hun kan være dygtig til at tilpasse sig undervisningen, aflæse de sociale forventninger og skjule, at hun sjældent bliver fagligt udfordret.

Derfor er det vigtigt ikke kun at se på karakterer og skolepræstationer. Vær også nysgerrig på pigens motivation, trivsel, relationer og oplevelse af at høre til. Nogle piger bliver først set, når de begynder at mistrives, selv om deres høje intelligens har været der hele tiden.

Når piger med høj intelligens bliver mødt med forståelse og passende faglige udfordringer, får de bedre mulighed for at udvikle deres potentiale uden at skulle skjule deres styrker eller tilpasse sig på bekostning af sig selv.

Børn med høj intelligens lærer ikke nødvendigvis hurtigere end andre børn. Deres måde at lære på kan derimod være anderledes.

Nogle har brug for at forstå helheden, før de interesserer sig for detaljerne. Andre danner hurtigt mønstre og sammenhænge og kan derfor springe flere led over i deres tænkning. Det kan betyde, at de når frem til et korrekt svar uden altid at kunne forklare, hvordan de kom dertil.

Mange børn med høj intelligens stiller ikke kun spørgsmål for at få et svar. De stiller spørgsmål, fordi de er optagede af at forstå. Når en interesse er vakt, kan de fordybe sig længe og tilegne sig en omfattende viden.

Nogle børn lærer bedst gennem samtaler og refleksion, mens andre har behov for at eksperimentere, undersøge eller selv afprøve deres idéer. Derfor kan to børn med samme kognitive niveau have meget forskellige måder at lære på.

Et lille glimt

En dreng på syv år havde udviklet en stor interesse for hunde. Han kunne uden tøven genkende og navngive et imponerende antal racer og fortalte levende om deres oprindelse, egenskaber og anvendelse. Interessen handlede ikke om at imponere andre, men om glæden ved at fordybe sig og forstå et område i dybden.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Når børn med høj intelligens springer flere led over i deres tænkning, kan det se ud, som om de gætter. Ofte er det modsatte tilfældet. Deres tænkning er blot så hurtig og intuitiv, at mellemregningerne bliver usynlige – også for barnet selv.

Mange af disse børn motiveres af at forstå frem for at huske. Når undervisningen giver plads til nysgerrighed, refleksion og fordybelse, får de bedre mulighed for at udvikle deres styrker og bevare lysten til at lære.

Nysgerrighed er et af de træk, jeg oftest møder hos børn med høj intelligens. Den handler ikke blot om at stille mange spørgsmål, men om et stærkt ønske om at forstå verden.

Mange børn accepterer ikke det første svar. De undersøger videre, stiller nye spørgsmål og forsøger at finde sammenhænge. De kan interessere sig for alt fra universets opbygning og dinosaurer til matematik, historie, dyr eller menneskers adfærd. Interessen kan skifte gennem årene, men måden at gå til ny viden på er ofte den samme.

For nogle børn bliver nysgerrigheden tydelig gennem mange spørgsmål. Andre er mere stille. De læser, observerer, eksperimenterer eller tænker længe over det, de oplever. Nysgerrighed kan derfor komme til udtryk på mange forskellige måder.

Et lille glimt

En seksårig dreng spurgte sin far, hvorfor himlen egentlig var blå. Svaret førte videre til spørgsmål om lys, planeter, atmosfæren og universets størrelse. Samtalen fortsatte det meste af dagen. Det var ikke kun selve svaret, der optog ham mest, men også glæden ved at opdage nye sammenhænge.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Når et barn stiller mange spørgsmål, handler det sjældent om at udfordre de voksne. Oftest er spørgsmålene et udtryk for en oprigtig nysgerrighed og et ønske om at forstå. Barnet har ikke nødvendigvis brug for, at de voksne kender alle svarene. Mange børn sætter lige så stor pris på voksne, der undrer sig sammen med dem.

Mange forældre fortæller, at deres barn er perfektionistisk. Perfektionisme kan imidlertid komme til udtryk på forskellige måder.

For nogle børn bliver ønsket om at gøre sig umage en styrke. De holder af at fordybe sig, arbejder samvittighedsfuldt og oplever glæde ved at gøre sig umage. For andre bliver frygten for at lave fejl så stor, at de undgår opgaver, hvor de ikke på forhånd er sikre på at lykkes.

Perfektionisme handler derfor ikke nødvendigvis om at ville være bedst. Ofte handler det om høje forventninger til sig selv og et ønske om, at resultatet skal leve op til de forestillinger, barnet har gjort sig.

Nogle børn bruger lang tid på at komme i gang. Andre retter igen og igen eller bliver frustrerede, hvis resultatet ikke bliver, som de havde forestillet sig. Det kan let misforstås som manglende motivation eller stædighed, selv om barnet i virkeligheden stiller meget høje krav til sig selv.

Et lille glimt

En lærer fortalte om en elev, der næsten altid valgte de opgaver, han vidste, han kunne løse. Først troede de voksne, at han manglede nysgerrighed. Senere blev det tydeligt, at han var bange for at fejle.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Når et barn undgår udfordringer eller hurtigt giver op, handler det ikke nødvendigvis om manglende motivation. For nogle børn er det langt sværere at risikere at lave fejl end at undvære oplevelsen af at lykkes.

Mange børn med høj intelligens har i deres tidlige barndom oplevet, at meget lykkedes uden større anstrengelse. Først når de møder opgaver, der virkelig udfordrer dem, opdager de, at de også kan være usikre. Her har de ofte brug for voksne, som hjælper dem til at opleve fejl som en naturlig del af læring og udvikling.

Høj intelligens handler ikke kun om, hvordan et barn tænker og lærer. Hos nogle børn hænger den høje intelligens også sammen med et rigt følelsesliv og en stor sensitivitet over for omgivelserne.

Nogle børn oplever følelser med stor intensitet. De kan glædes dybt, blive stærkt optagede af noget, føle stor medfølelse med andre eller reagere kraftigt på uretfærdighed. Andre oplever ikke følelserne så intenst. Også her er forskellene store.

Mange forældre fortæller, at deres barn tidligt begynder at stille spørgsmål om livets store emner. Det kan være spørgsmål om liv og død, uendelighed, retfærdighed, klimaforandringer eller menneskers handlinger. Barnet søger sjældent enkle svar, men ønsker at forstå sammenhænge og nuancer.

En stærk retfærdighedssans ses hos mange børn med høj intelligens. De kan reagere, hvis regler virker ulogiske, hvis andre behandles urimeligt, eller hvis beslutninger opleves som uretfærdige. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for trods, men kan udspringe af et oprigtigt ønske om, at tingene skal give mening og være rimelige.

Et lille glimt

En femårig dreng kom en dag hjem fra børnehaven og spurgte sin mor, om hun troede, at den dreng, der havde grædt om formiddagen, mon stadig var ked af det. Resten af dagen vendte han flere gange tilbage til den samme episode. Først senere blev det tydeligt for familien, hvor stærkt han levede sig ind i andre menneskers følelser.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Når børn reagerer stærkt følelsesmæssigt, bliver det nogle gange opfattet som overfølsomhed. For nogle børn med høj intelligens kan reaktionerne imidlertid hænge sammen med, at de oplever verden meget intenst og tænker dybt over det, de ser og oplever.

Det betyder ikke, at alle børn med høj intelligens er særligt sensitive. Men for nogle børn er det vigtigt, at de voksne møder både tankerne og følelserne med nysgerrighed og forståelse. Det giver barnet bedre mulighed for at sætte ord på det, der fylder, og opleve, at følelserne bliver taget alvorligt.

At være en del af et fællesskab er vigtigt for alle børn – også for børn med høj intelligens.

For de fleste børn handler det ikke om at være den dygtigste, den mest populære eller den, der bestemmer. Det handler om at opleve, at der er plads til den, man er, og at man hører til.

Børn med høj intelligens er lige så forskellige i deres sociale liv som alle andre børn. Nogle har mange venner, andre få. Nogle trives bedst i større fællesskaber, mens andre foretrækker én eller to nære relationer.

Det, der ofte går igen, er ønsket om fællesskaber, hvor barnet oplever gensidig forståelse. Mange søger legekammerater eller venner, der deler deres interesser, nysgerrighed eller måde at lege og tale sammen på.

Et lille glimt

En mor fortalte, at hendes seksårige datter næsten altid var med i legen i børnehaven. Hun var en del af fællesskabet, men ikke nødvendigvis den, de andre børn først løb hen til om morgenen. En dag begyndte børnene at bygge en stor zoologisk have i sandkassen. Pludselig var det hende, der fik idéerne, foreslog hvordan dyrene skulle bo, fordelte rollerne og holdt legen i gang.

Da legen tog udgangspunkt i noget, der optog hende, trådte hun helt naturligt i karakter.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Et barn kan godt være sammen med mange andre børn uden at opleve et egentligt fællesskab. Omvendt kan et barn med få nære venner trives rigtig godt.

For mange børn med høj intelligens handler fællesskab mindre om antallet af venner og mere om at opleve, at der er nogen, som deler deres interesser, nysgerrighed eller måde at forstå verden på. Her kan de føle sig mødt, uden at de behøver at holde igen eller forklare sig.

Humor fylder ofte meget hos børn med høj intelligens. Den kan være en kilde til glæde, kreativitet og fællesskab, men den kan også føre til misforståelser.

Mange børn med høj intelligens leger med sproget. De opdager dobbeltbetydninger, finder på ordspil og ser sammenhænge, som andre måske ikke lægger mærke til. Nogle udvikler tidligt en ironisk eller meget finurlig humor, mens andre elsker logiske paradokser eller overraskende vendinger.

Humoren handler sjældent om at gøre grin med andre. Ofte er den et udtryk for en hurtig tænkning, en livlig fantasi og glæden ved at opdage nye sammenhænge.

Ikke alle børn med høj intelligens har den samme humor. Nogle er stille iagttagere, mens andre får hele familien til at grine. Fælles for mange er dog, at humoren bliver en naturlig del af deres måde at tænke og være i verden på.

Et lille glimt

En syvårig dreng sad sammen med sin familie og så et naturprogram om pingviner. Fortælleren forklarede, at pingvinerne levede i store kolonier.

Drengen tænkte sig om et øjeblik og sagde så med et glimt i øjet:

“Det må være den eneste koloni, hvor ingen er kolonihaveejere.”

De voksne blev først helt stille – og bagefter brød de ud i latter. For drengen var det blot en naturlig leg med ordenes dobbelte betydning.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Når børn med høj intelligens bruger humor, bliver den ikke altid forstået af jævnaldrende eller voksne. Barnets bemærkninger kan virke frække, provokerende eller mærkelige, selv om de ofte udspringer af sproglig nysgerrighed, kreativitet og hurtige associationer.

Når de voksne møder humoren med interesse og nysgerrighed, oplever barnet, at det er i orden at tænke anderledes. Samtidig lærer barnet, at humor også handler om at kunne afstemme sine ord med dem, man er sammen med.

Hos nogle børn med høj intelligens udvikler forskellige sider af barnet sig ikke i samme tempo. Barnet kan tænke og forstå på et niveau, der ligger langt foran dets alder, mens følelsesregulering, motorik eller sociale erfaringer følger alderen. Det kaldes ofte asynkron udvikling.

Et barn kan eksempelvis forstå komplicerede spørgsmål om sygdom, krig eller død uden endnu at have den følelsesmæssige modenhed til at rumme det, barnet har forstået. På samme måde kan et barn få meget avancerede idéer, men blive frustreret, fordi hænderne, sproget eller planlægningsevnen endnu ikke gør det muligt at føre dem ud i livet.

Asynkron udvikling betyder ikke, at barnet er umodent. Det betyder, at udviklingen kan være ujævn. Barnet kan i én situation fremstå usædvanligt reflekteret og selvstændigt og kort efter reagere helt alderssvarende med gråd, vrede eller behov for hjælp.

Omgivelserne kan let komme til at forvente, at et barn, der tænker langt, også kan overskue sine følelser, organisere sig og handle lige så modent. Men høj kognitiv kapacitet gør ikke automatisk barnet ældre på alle områder.

Et lille glimt

En otteårig pige havde læst om klimaforandringer og kunne forklare sammenhænge mellem CO₂, temperaturstigninger, smeltende is og stigende vandstand. Hun stillede præcise spørgsmål og forstod, at udviklingen kunne få konsekvenser langt ud i fremtiden.

Om aftenen blev hun meget urolig og spurgte gentagne gange, om jorden ville blive ubeboelig, og om hendes familie kunne risikere at dø. Hun havde svært ved at falde i søvn og ønskede, at forældrene straks skulle finde en måde at standse klimaforandringerne på.

Hun kunne forstå problemets kompleksitet, men havde endnu ikke den følelsesmæssige erfaring og regulering, der skulle til for at rumme den viden, hun havde tilegnet sig. Afstanden mellem hendes intellektuelle forståelse og hendes mulighed for at håndtere konsekvenserne blev tydelig.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Et barn med høj intelligens kan have brug for både intellektuelle udfordringer og helt alderssvarende omsorg og hjælp. Det ene udelukker ikke det andet.

Når barnet reagerer stærkt eller har svært ved noget, som virker enkelt, er det ikke nødvendigvis udtryk for trods eller manglende vilje. Kravene kan være blevet tilpasset barnets måde at tænke på, men ikke dets alder, erfaring eller øvrige udvikling.

Det er derfor vigtigt at møde barnet dér, hvor det befinder sig i den konkrete situation. Nogle gange har det brug for en samtale på et højt refleksionsniveau. Andre gange har det brug for hjælp til at rumme en skuffelse eller finde ro – præcis som andre børn på samme alder.

Mange børn med høj intelligens er stærkt optagede af retfærdighed. De lægger tidligt mærke til, om regler bliver fulgt, om de gælder lige for alle, og om mennesker bliver behandlet rimeligt.

I leg og sport kan barnet være meget opmærksomt på aftaler og regler. Det opdager hurtigt, hvis nogen springer over, ændrer reglerne undervejs eller får en fordel, som andre ikke får. Barnet kan derfor komme til at indtage rollen som den lille politibetjent, der holder øje med, om alt foregår korrekt.

For barnet handler det ikke nødvendigvis om at bestemme over andre. Reglerne kan opleves som en vigtig forudsætning for, at legen er tryg, logisk og retfærdig. Hvis reglerne ikke overholdes, kan barnet opleve, at hele grundlaget for fællesskabet bliver usikkert.

Nogle børn reagerer også stærkt, når voksne håndhæver regler forskelligt eller ikke kan forklare, hvorfor en beslutning er rimelig. De kan argumentere længe og præcist, især hvis de oplever, at noget er selvmodsigende eller uretfærdigt.

Et lille glimt

Under en fodboldkamp i frikvarteret tog en dreng bolden med hånden, uden at de andre reagerede. En otteårig pige standsede straks spillet og insisterede på, at der skulle dømmes frispark.

De andre børn ville bare spille videre og blev irriterede på hende. Hun blev imidlertid ved, fordi de på forhånd havde aftalt at følge de almindelige fodboldregler. For hende handlede det ikke kun om den konkrete forseelse. Hvis man kunne se bort fra én regel, når det passede, forstod hun ikke længere, hvad deres aftale egentlig var værd.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Når et barn ofte påpeger regelbrud, kan det let blive opfattet som kontrollerende, rigidt eller optaget af at få ret. Men reaktionen kan udspringe af et stærkt behov for logik, konsekvens og retfærdighed.

Barnet kan have brug for hjælp til at forstå, at ikke alle regelbrud har samme betydning, og at børn nogle gange leger med mere fleksible regler end dem, der gælder i organiseret sport. Det kan også have brug for støtte til at vurdere, hvornår det er vigtigt at sige fra, og hvornår legen godt kan fortsætte.

De voksne bør samtidig tage barnets oplevelse alvorligt. Målet er ikke, at barnet skal holde op med at reagere på uretfærdighed, men at det lærer at udtrykke sin retfærdighedssans på en måde, der også giver plads til relationer, fleksibilitet og fællesskab.

Børn med høj intelligens er ikke nødvendigvis motiverede for alle former for læring. Mange engagerer sig stærkt, når de kan se en mening med det, de skal lære, forstå de bagvedliggende sammenhænge eller bruge deres viden til noget.

Motivationen kan derfor variere meget. Et barn kan arbejde koncentreret i timevis med et selvvalgt emne og samtidig have svært ved at komme i gang med en opgave, som det oplever som gentagende eller uden tydeligt formål. Det kan let blive tolket som dovenskab, manglende udholdenhed eller et ønske om selv at bestemme.

For nogle børn er det ikke tilstrækkeligt at få at vide, at en opgave skal laves, fordi den står i bogen, eller fordi den voksne har bestemt det. De har brug for at forstå, hvad opgaven skal føre til, og hvordan den hænger sammen med noget, de allerede ved.

Det betyder ikke, at barnet kun skal beskæftige sig med det, det selv vælger. Men motivationen øges ofte, når barnet får adgang til kompleksitet, mulighed for fordybelse og en oplevelse af, at dets tænkning bliver taget alvorligt.

Et lille glimt

En 11-årig dreng sad længe uden at begynde på en side med rutineprægede matematikopgaver, selv om læreren vidste, at han kunne løse dem. Da hun spurgte, hvorfor han ikke gik i gang, svarede han:

“Jeg ved allerede, at jeg kan. Hvad er det, jeg skal finde ud af?”

Senere samme dag arbejdede han koncentreret med at beregne, hvor meget vand skolens tag kunne opsamle under et kraftigt regnvejr. Her anvendte han matematikken i en konkret sammenhæng. Opgaven gav ham et spørgsmål at undersøge og noget, han ønskede at forstå.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Når et barn ikke går i gang eller mister interessen, er det ikke nødvendigvis udtryk for manglende evner eller vilje. Opgaven kan være for let, for gentagende eller mangle et formål, som barnet kan få øje på.

Det kan hjælpe at forklare, hvorfor noget skal læres, forbinde opgaven med en større sammenhæng eller give barnet mulighed for at anvende sin viden. Nogle gange er en kort forklaring nok. Andre gange er der behov for at ændre opgavens niveau eller indhold.

Barnet skal også lære, at ikke alle nødvendige opgaver er spændende. Men der er forskel på at øve sig i at gennemføre noget mindre interessant og på gennem længere tid at blive mødt med opgaver, der ikke giver mulighed for reel læring. Hvis barnet gentagne gange mangler passende udfordringer og mening, kan det påvirke både motivationen og glæden ved at lære.

Alle mennesker tilpasser sig de fællesskaber, de indgår i. Vi lægger vægt på forskellige sider af os selv afhængigt af, hvem vi er sammen med, og hvad situationen kræver. Denne form for social tilpasning er en almindelig del af menneskers samvær.

For nogle børn bliver tilpasningen imidlertid så omfattende, at væsentlige sider af dem ikke længere er synlige for omgivelserne. Det kaldes ofte maskering. Maskering er ikke særligt for børn med høj intelligens, men den kan få en særlig betydning for dem, hvis de gennem længere tid skjuler deres måde at tænke, lære og opleve verden på.

Et barn kan opdage, at dets spørgsmål, ordvalg, interesser eller viden adskiller sig fra de andres. Det kan derfor begynde at holde spørgsmål tilbage, bruge et enklere sprog, undlade at fortælle, hvad det ved, eller lade andre svare først. Nogle børn arbejder bevidst langsommere eller skjuler, at de allerede har forstået undervisningen.

Maskeringen kan være en måde at beskytte sig selv på. Barnet forsøger ikke nødvendigvis at snyde omgivelserne, men at undgå opmærksomhed, drillerier eller oplevelsen af at være anderledes. Ønsket om at høre til kan blive stærkere end ønsket om at vise, hvad det kan og interesserer sig for.

På overfladen kan barnet derfor fremstå velfungerende, tilfreds og fagligt passende placeret. Samtidig kan det bruge betydelige kræfter på hele tiden at aflæse de andre og justere sig selv. Først hjemme, eller når barnet er sammen med mennesker, det føler sig trygt hos, bliver trætheden, frustrationen eller de mange tilbageholdte tanker synlige.

Et lille glimt

En tiårig pige deltog sjældent i klassens faglige samtaler. Hun svarede som regel kort og ventede ofte, til andre havde sagt noget, før hun selv tog ordet. Læreren oplevede hende som stille, pligtopfyldende og fagligt velfungerende.

Hjemme fortalte hun levende om emnerne fra undervisningen, stillede komplicerede spørgsmål og pegede på sammenhænge, som klassen endnu ikke havde arbejdet med. Da hendes mor spurgte, hvorfor hun ikke sagde noget af det i skolen, svarede hun:

“Jeg vil ikke være hende, der altid ved noget.”

Hun manglede ikke lyst til at tænke eller lære. Hun havde lært, at det føltes tryggere at holde sin viden tilbage.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

At et barn tilpasser sig andre, er ikke i sig selv problematisk. Det bliver bekymrende, når barnet gennem længere tid må skjule væsentlige sider af sig selv for at føle sig accepteret eller trygt.

Voksne kan være opmærksomme på forskelle mellem det barn, de ser i skolen eller fællesskabet, og det barn, forældrene beskriver hjemme. Et barn kan godt være stille og tilbageholdende i undervisningen og samtidig have stor viden, mange spørgsmål og et betydeligt behov for faglig fordybelse.

Maskering kan gøre det vanskeligt at få øje på både barnets høje intelligens og en begyndende mistrivsel. Barnet kan tilsyneladende klare sig godt, men bruge så mange kræfter på at tilpasse sig, at det bliver udmattet, irritabelt eller ked af det, når det kommer hjem.

Målet er ikke, at barnet altid skal vise alt, hvad det ved, eller ophøre med at tilpasse sig sociale situationer. Det har derimod brug for fællesskaber, hvor det ikke konstant behøver at gøre sig mindre, enklere eller mindre interesseret, end det er. Når barnet oplever, at dets spørgsmål og måde at tænke på bliver mødt med nysgerrighed, får det bedre mulighed for både at høre til og være sig selv.

Dysleksi, også kaldet ordblindhed, handler om vedvarende vanskeligheder med at lære at læse og stave sikkert og flydende. Høj intelligens beskytter ikke mod dysleksi, og dysleksi siger ikke noget om barnets generelle mulighed for at forstå, ræsonnere eller tilegne sig viden.

Nogle børn med høj intelligens kompenserer længe. De bruger sammenhængen, billeder, viden om emnet og deres sproglige forståelse til at gætte eller slutte sig til ord og indhold. Derfor kan de forstå teksten langt bedre, end deres præcise og flydende afkodning tilsiger.

Når teksterne bliver længere og mere komplekse, kan kompensationen blive utilstrækkelig. Barnet kan begynde at bruge uforholdsmæssigt lang tid, undgå læsning eller få svært ved at vise sin viden skriftligt. Det kan fejlagtigt blive opfattet som manglende omhu eller motivation.

Et lille glimt

En dreng kunne levende fortælle om indholdet i en tekst og drøfte temaer, der lå langt over klassetrinnet. Når han skulle læse et ukendt afsnit højt, læste han langsomt, sprang småord over og erstattede ord med andre, der passede ind i sammenhængen.

Hans gode forståelse havde længe skjult, hvor usikker selve afkodningen var.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Se ikke kun på, om barnet forstår en tekst. Vær også opmærksom på læsehastighed, præcision, stavning, udtrætning og forskellen mellem det, barnet kan fortælle mundtligt, og det, det kan vise gennem læsning og skrift.

Barnet har brug for støtte til læse- og stavevanskelighederne og samtidig adgang til fagligt indhold, der svarer til dets forståelse. Lettere tekster må ikke blive lig med et lettere fagligt indhold.

Et barn kan have både høj intelligens og ADHD. Høj intelligens ophæver ikke vanskeligheder med opmærksomhedsregulering, impulskontrol, aktivitetsniveau eller eksekutive funktioner. Omvendt betyder uro, glemsomhed eller vanskeligheder med at komme i gang ikke, at barnet mangler evner.

Nogle børn kan koncentrere sig længe om emner, der interesserer dem, men har svært ved at styre opmærksomheden i andre situationer. Det kan forvirre omgivelserne, fordi koncentrationen fejlagtigt bliver opfattet som noget, barnet frit kan vælge. Interesse, nyhed, kompleksitet og tydelig mening kan have stor betydning for, hvor godt barnet kan fastholde sin opmærksomhed.

Høj intelligens kan gøre det lettere at indhente det forsømte, improvisere eller løse opgaver hurtigt i sidste øjeblik. Dermed kan vanskeligheder med planlægning, tidsfornemmelse og organisering forblive skjulte, indtil kravene bliver større.

Et lille glimt

En elev kunne fordybe sig en hel eftermiddag i at konstruere en avanceret model, men glemte gentagne gange bøger, beskeder og afleveringer. De voksne sagde, at han jo kunne koncentrere sig, når han ville.

Forskellen handlede imidlertid ikke om, hvorvidt han ønskede at lykkes, men om hvor meget situationen hjalp ham med at regulere sin opmærksomhed og organisere sine handlinger.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Vurder ikke opmærksomhed alene ud fra barnets bedste præstationer. Se på tværs af situationer og vær opmærksom på igangsætning, vedholdenhed, skift, tidsstyring, arbejdshukommelse og behovet for støtte til at skabe overblik.

Barnet har både brug for passende intellektuelle udfordringer og konkret hjælp til struktur og regulering. Mere spændende undervisning kan forbedre deltagelsen, men den behandler ikke i sig selv ADHD.

Børn med autisme kan have høj intelligens, ligesom børn uden autisme kan. Autisme handler ikke om intelligensniveau, men om en anderledes måde at bearbejde social information, kommunikation, sanseindtryk, interesser og behovet for forudsigelighed på.

Hos nogle børn kan et stort ordforråd, omfattende viden og evnen til at ræsonnere sig frem til sociale regler få omgivelserne til at overvurdere, hvor intuitivt barnet forstår sociale situationer. Barnet kan have lært, hvad det forventes at sige eller gøre, uden at samspillet derfor er let eller ubesværet.

Omvendt kan intense interesser, et præcist sprog eller en usædvanlig måde at lege på blive forklaret alene med den høje intelligens. Det er vigtigt ikke at afgøre ud fra enkelte kendetegn, om der er tale om autisme. Det kræver en samlet vurdering af barnets udvikling og funktion på tværs af sammenhænge.

Et lille glimt

En pige havde lært at iagttage de andre børn nøje. Hun vidste, hvornår hun skulle smile, stille et spørgsmål eller lade som om, hun kendte den leg, de andre foreslog. I skolen blev hun opfattet som socialt velfungerende.

Når hun kom hjem, havde hun brug for lang tid alene og gennemgik ofte dagens samtaler med sin mor for at forstå, hvad de andre egentlig havde ment.

Hvad kan voksne være opmærksomme på?

Et barn kan have lært mange sociale regler uden at kunne anvende dem fleksibelt eller intuitivt. Vær opmærksom på, hvor meget energi barnet bruger på samvær, hvordan det reagerer efter krævende sociale situationer, og om det har mulighed for at være i fællesskaber uden konstant at skulle analysere og tilpasse sig.

Barnet har brug for, at både dets kognitive styrker og dets autistiske måde at opleve verden på bliver forstået. Støtten skal ikke gøre barnet mindre anderledes, men hjælpe det til deltagelse, forudsigelighed og trivsel uden at skjule dets ressourcer.

Nogle børn med høj intelligens trives og udvikler sig godt i den almindelige undervisning. Andre mister efterhånden motivationen, bliver urolige, trækker sig eller begynder at tvivle på deres egne evner. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt med barnet. Vanskelighederne kan opstå, fordi undervisningens tempo, gentagelser, faglige niveau eller sociale rammer ikke passer til barnets behov.

Når et barn allerede har forstået det, klassen arbejder med, skaber flere opgaver af samme type ikke nødvendigvis mere læring. Barnet har brug for mulighed for at lære videre fra det sted, hvor det befinder sig.

Differentieret undervisning

Differentieret undervisning tager udgangspunkt i, at børn ikke nødvendigvis har brug for det samme faglige indhold, det samme tempo eller den samme mængde øvelse. For et barn med høj intelligens kan det betyde færre gentagelser, hurtigere progression, større kompleksitet, mere åbne opgaver og mulighed for fordybelse.

Barnet har ikke nødvendigvis brug for at arbejde mere end de andre, men for at arbejde anderledes. Hvis det blot får flere opgaver af samme type, kan det opleves som en straf for at være hurtigt færdig.

Differentiering behøver ikke altid at kræve et særskilt undervisningsforløb. Små ændringer i en fælles aktivitet kan være tilstrækkelige. Hvis klassen eksempelvis spiller bingo, kan et barn, der hurtigt overskuer én bingoplade, få to eller tre plader at holde øje med. Barnet deltager fortsat i klassens aktivitet, men kravet til overblik, opmærksomhed og arbejdshukommelse øges.

For yngre børn kan en fortælling følges af spørgsmål om, hvordan historien ville ændre sig, hvis den blev fortalt af en anden person. Barnet kan sortere materialer efter flere egenskaber på én gang, udvide reglerne i en leg eller arbejde med et puslespil med flere brikker og færre tydelige holdepunkter.

Ved læsning kan barnet arbejde med samme emne som klassen, men læse en mere kompleks tekst eller sammenligne to forskellige fremstillinger. I stavning kan det undersøge ordenes oprindelse, betydningsdele eller undtagelser. Et barn, der hurtigt har forstået et mønster, kan få mulighed for at videreudvikle det eller skabe sit eget.

I naturfag kan barnet formulere en hypotese, foreslå et forsøg eller undersøge, hvilke forhold der kan ændre resultatet. I historie kan det arbejde med, hvorfor forskellige mennesker beskriver den samme begivenhed forskelligt. Ved projektarbejde kan barnet få mulighed for at følge et spørgsmål længere, end klassens grundopgave kræver.

Barnet skal heller ikke hver gang være den, der hjælper de andre, når det selv er hurtigt færdigt. At kunne hjælpe er en værdifuld social kompetence, men det erstatter ikke barnets egen ret til at lære noget nyt.

Nørdetimer kan give barnet fast tid til at fordybe sig i et selvvalgt emne. Den voksne behøver ikke at vide mere end barnet, men kan hjælpe med at finde materialer, stille spørgsmål, skabe struktur og føre undersøgelsen videre. Det afgørende er, at tiden ikke blot bliver en pause fra undervisningen, men en reel mulighed for læring og fordybelse.

For nogle børn kan faglig acceleration være relevant. Det kan være hurtigere progression inden for et fag, arbejde med stof fra et højere klassetrin eller deltagelse i enkelte timer sammen med ældre elever. Andre har glæde af en mentor eller en faglig samtalepartner, der kan møde deres spørgsmål og interesser.

Kontakt med ligestillede kan være lige så betydningsfuld som den faglige tilpasning. Barnet kan møde andre med et lignende tempo, interesser eller måde at tænke på i skolen, på tværs af klasser eller gennem fællesskaber som for eksempel Gifted Children. Her kan barnet opleve, at det ikke behøver at gøre sig mindre, forklare sig hele tiden eller holde sin nysgerrighed tilbage.

For enkelte børn og familier kan en fri- eller privatskole, der særligt henvender sig til børn med høj intelligens, være en mulighed. Her kan barnet få lettere adgang til ligestillede og en undervisning, der fra begyndelsen er tilrettelagt med større faglig dybde og kompleksitet. Et skoleskift er dog ikke nødvendigvis den rigtige løsning for alle. Barnets samlede behov, trivsel, relationer, transport og familiens muligheder må indgå i overvejelserne.

Tilbud uden for skolen kan give værdifulde møder med ligestillede og mulighed for fordybelse. De kan imidlertid ikke erstatte skolens ansvar for at skabe en undervisning og en hverdag, hvor barnet også kan lære og trives.